Home
Sæson for ...               

 

 

Kan en gulerod skynde sig ?

JA det kan den faktisk godt, men den bliver ikke bedre af det ... Det samme gælder for kartofler, tomater, æbler, agurker, løg, jordbær o.s.v.

Hvordan mon indholdet af næring, vitaminer og mineraler udvikler sig i en agurk, der føres frem med kunstigt lys og kunstgødning ? Og hvordan går det for løg der præcisionsgødes og vandes optimalt - de vokser hurtigt - det er helt sikkert, men bliver de også sunde og næringsrige for de mennesker, der spiser dem eller optager de plads for noget andet, der kunne have været bedre for kroppen ?

Og hvad med smagen ?

Næh nej - grøntsager bør dyrkes med respekt - også for de mennesker, der vil spise dem.

I vores lille frugt og grønt produktion er hastighed ikke en kvalitetsparameter. Planterne passes og plejes med hypning, opbinding og lugning, men væksten forceres ikke. Vi tror at den bedste spiseoplevelse opnås, når sorter udvælges for deres smagsegenskaber - og ikke for deres udbytte, ensartethed eller væksthastighed.

Udbudet følger selvfølgelig den naturlige sæson gennem årstiderne. Klik ind på siden "Så er der sæson..." i menuen til venstre for oven. Der står, hvad Lone´s Landbohave netop nu har klar.

Hver morgen høstes dagens modne frugt, bær og grøntsager.

Er frugter, bær og grøntsager økologiske ?

Ikke officielt og regelbundet - fornøjelsen ved at udfylde registreringer og kontrolskemaer er til at overse - det er meget bedre, at bruge tiden på at passe og pleje planterne.

Men de principper, der ligger til grund for dyrkningen, er de oprindelige sunde arbejdsgange med sædskifte, formuldet gødning og kompost. Sådan gjorde mine oldeforældre også.  Selvfølgelig er der ingen sprøjtede afgrøder her.

Alt frugt og grønt der sælges fra vejboden er dyrket her på Brandbygegaard. Alle de dyrkede produkter behandles nænsomt og med respekt for de høje krav til kvalitet, vi ønsker at repræsentere. Der høstes ved modenhed, og derfor fås den fulde smagsoplevelse - der er ingen grund til at tænke på transportegnethed - du skal bare bringe råvarerne her fra køkkenhaven og hjem til dit eget køkken.

Den udvidede køkkenhave omfatter ca. 20.000 kvadratmeter og er opdelt i to områder :

En frugt, bær og krydderurtehave

En have i 4 sektioner til sædskifte mellem jordbær, grøntsager, bælgplanter og kålplanter.

Kartoflerne dyrkes i et stykke af kornmarken - de fylder for meget, til at de kan være i køkkenhaven.

 

Der er også et drivhus. Her dyrkes artiskokker, peberfrugter, tomater, agurker, basillikum, druer, krydderurter, figner, auberginer, meloner, chili og kiwi.

 

Brandbygegaard.dk © 2008 • Copyright